Skip to main content
21. juni 2023

Mere liv på Torvet? Du kan også blive en del af torvedagene

Efter den store succes til torvemarkedet under Horsens Holder er håbet, at flere har lyst til at være en fast del af torvedagene på onsdage og lørdage.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA HORSENS KOMMUNE. FOTO: HANS JENSEN

Efter den store succes til torvemarkedet under Horsens Holder er håbet, at flere har lyst til at være en fast del af torvedagene på onsdage og lørdage.

Der var godt gang i torvehandlen med masser af boder og handlende under Horsens Holder.

Boderne bugnede af lækre lokale sager som f.eks. keramik, garn, grøntsager, blomster, ost og fisk, da der i forrige weekend var stort marked på Torvet i Horsens, mens festugen Horsens Holder blev afviklet.

Masser af glade horsensianere lagde vejen forbi, og i Horsens Kommune er håbet, at flere vil byde ind på at være en fast del af torvedagene på onsdage og lørdage.

Horsens er en skøn og levende handelsby, og vi har for et par år siden investeret i at modernisere vores gågade og Torvet til gavn for borgerne, turister og erhvervsdrivende. Vi vil rigtig gerne bakke op om, at vi får skabt mere torvehandel, og markedet i den forrige weekend viser jo virkelig, hvad torvedagene kan bidrage med til Torvet, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Han bakker dermed op om budskabet fra nogle af de erhvervsdrivende på Torvet, der i forbindelse med det vellykkede marked forrige weekend, også signalerede, at de rigtig gerne ser mere torvehandel på den centrale midtbyplads.

I forvejen bliver der arbejdet på et såkaldt BID-projekt, hvor de erhvervsdrivende på Torvet, City Horsens og Horsens Kommune samarbejder om at skabe mere liv på pladsen. Et lignende projekt er også blevet gennemført med stor succes i Graven og Hestedamsgade.

Alle kan være med

Alle, der har lyst til at være med til torvedagene, er velkomne til at sætte en stand op.

Torvedagene bliver afholdt onsdage fra kl. 8 – 17.30 og lørdage fra kl. 8 – 15. Det er gratis at sætte en stadeplads op, og det er ikke nødvendigt at søge tilladelse, så længe retningslinjerne bliver overholdt:

Ved særlige lejligheder kan torvedagene være aflyst, hvis Torvet skal bruges til større arrangementer. Ved at sende en mail til trafik@horsens.dk kan handlende få besked på forhånd, hvis torvedagene er aflyst eller flyttet.