Skip to main content

Zonehuset

Find roen hos Zonehuset ved Horsens, hvor professionel zoneterapi og massage hjælper din krop og dit sind tilbage i naturlig balance.

Annoncørbetalt Indhold
En oase af ro i Ørnstrup: Zonehuset skaber balance i en travl hverdag

Når hverdagen for mange bliver præget af tempo og konstante krav, findes der i landlige omgivelser nær Ørnstrup ved Horsens en destination, hvor uret får lov at stå stille. Zonehuset fungerer som et professionelt frirum, der gennem en holistisk tilgang arbejder målrettet med at skabe balance mellem krop og sind.

Klinikken er specialiseret i alternativ behandling med primært fokus på zoneterapi og massage. Formålet er at give kroppen de bedste forudsætninger for at genfinde sit naturlige energiflow, hvad enten der arbejdes med fysiske muskelspændinger, stressrelaterede symptomer eller generel ubalance.

Et helhedsorienteret behandlingsmiljø 

Zonehuset tilbyder en vifte af specialiserede ydelser, der favner bredt:

  • Zoneterapi og muskulær zoneterapi:
    Behandlinger med fokus på at løsne blokeringer og fremme kroppens egne helingsprocesser.
  • Massage:
    Massage udført af uddannet Nordlys-massør og massageterapeut, med rolige og blide strøg, der møder kroppen dér, hvor den er.
  • Yin-yoga:
    På små hold med maksimalt seks deltagere tilbydes Yin-yoga, hvor ro, stræk og fordybelse er i højsædet, og hvor der er plads til individuel vejledning.

En unik detalje ved virksomhedens virke er mobiliteten; Zonehuset tilbyder zoneterapi på hjul, hvilket gør det muligt for klienter at modtage behandling i trygge, vante rammer i eget hjem.

Med sin placering i de naturskønne omgivelser ved Horsens tilbyder Zonehuset ikke blot en behandling, men en pause fra byens støj. Det er et sted, hvor faglighed og nærvær forenes, og hvor fokus altid rettes mod den enkelte klients behov for fornyet overskud.

Læs mere om behandlingsmulighederne på zonehuset.dk eller kontakt klinikken på 52 24 64 70.

21. maj 2026

Lav byggeaktivitet skaber investeringspotentiale i Trekantområdet

Stigende byggeomkostninger og markant lavere byggeaktivitet presser udbuddet i Trekantområdet og omegn, mens befolkningstilvækst og stigende realløn driver efterspørgslen – og lægger fundamentet for fortsatte lejestigninger og gode investeringsmuligheder.

Af: René Neesgaard, Senior Director, Colliers Vejle | Foto: Colliers
PRESSEMEDDELELSE

Efter flere år med høj aktivitet er det planlagte byggeri i Trekantområdet og Horsens bremset markant op. Det skaber en flaskehals i forhold til områdets stigende befolkningstilvækst og øgede købekraft. Antallet af kvadratmeter under opførelse er faldet betydeligt siden 2023 og er mere end halveret i løbet af 2025.

Udviklingen afspejler en tydelig opbremsning som følge af stigende byggeomkostninger.

pastedGraphic.png

Baggrunden for opbremsningen i byggeriet er blandt andet stigende byggeomkostninger, som de seneste år primært har været drevet af markant højere materialepriser, mens lønomkostningerne er steget mere moderat, om end kontinuerligt. Resultatet er et lavere boligudbud i et marked, hvor efterspørgslen fortsat er høj.

Konsekvensen er tydelig: Færre nye boliger er på vej ind på markedet – på trods af vedvarende investorinteresse for både etageboliger, rækkehuse og velbeliggende ejendomme i den ældre boligmasse.

Investorernes appetit ses blandt andet i en række nylige handler i området. Indenfor den seneste måned er 12 etageboliger i Kolding Nord, 77 rækkehuse – ligeledes i Kolding – samt 22 rækkehuse i Give blevet solgt, alle til udenbys investorer, der køber ind på stabil drift og fremtidig udvikling i området og de positive markedsprognoser.

Befolkningstilvækst og realløn driver efterspørgslen

Hvor udbuddet dermed er faldende, er efterspørgslen efter boliger fortsat stabil som følge af en stærk og vedvarende befolkningstilvækst. Siden 2016 er befolkningen vokset med 13,2% i Horsens og 10,5% i Vejle – svarende til mere end 10.000 nye indbyggere i hver af de to kommuner på under ti år. Til sammenligning er befolkningen på landsplan vokset med 5,5% i samme periode.

Og prognoserne er tydelige: Væksten forventes at fortsætte. Frem mod 2035 ventes yderligere ca. 11.000 nye borgere i Horsens (+11,4%) og 7.000 i Vejle (+5,9%), mens den samlede befolkning i Danmark forventes at stige med blot 2,1%.

pastedGraphic_1.png

Som et direkte resultat af lavere nybyggeri kombineret med fortsat befolkningstilvækst har tomgangen stabiliseret sig på et sundt og balanceret niveau på omkring 2-3% i 2025.

Samtidig er reallønnen tilbage på over niveauet fra før inflationsstigningerne i 2022 og forventes at stige yderligere de kommende år, drevet af lønstigninger og aftagende inflation.

Reallønnen viser, hvor meget man reelt kan købe for sine penge. En stigende realløn øger husholdningernes betalingsevne og understøtter dermed stigende lejeniveauer.

Med forventning om fortsat høj beskæftigelse og et moderat pres på arbejdsmarkedet forudser De Økonomiske Råd årlige nominelle lønstigninger på 3,5-3,75% i perioden 2025-2027. Kombineret med varslede afgiftslempelser vil det øge husholdningernes betalingsevne til husleje.

Samlet peger udviklingen på et marked, hvor ubalancen mellem udbud og efterspørgsel vil bestå de kommende år. Med begrænset nybyggeri, stabilt lav tomgang og stigende betalingsevne er der udsigt til fortsat stigende lejeniveauer på boligmarkedet.

For investorer understreger det boligsegmentets attraktivitet i Trekantområdet og omegn som et robust marked med potentiale for både værdistigning og stabile afkast.

19. maj 2026

Nye broer over E45-motorvejen ved Horsens

De nye motorvejsbroer på Korningvej og Silkeborgvej er snart klar til at åbne for trafikanterne. Samtidig kommer der på Silkeborgvej flere spor og markant mere plads til trafikken.

Af: Vejdirektoratet | Foto: Aerodan/Vejdirektoratet
PRESSEMEDDELELSE

I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg kan Vejdirektoratet i de kommende uger sende trafikanterne ud på to nye broer over E45 Østjyske Motorvej ved Horsens. Det sker, når broerne på Korningvej og Silkeborgvej står færdige og kan tages i brug.

Broen på Silkeborgvej står klar til trafikanterne onsdag den 20. maj klokken 06:00, mens broen på Korningvej åbner i løbet af en til to uger.

Korningvej-broen er en mindre motorvejsbro, der fører Korningvej over E45 og dermed forbinder landsbyerne Korning og Hatting på tværs af motorvejen.

Broen på Silkeborgvej rute 52 er derimod et knudepunkt for trafikafviklingen ved Horsens, hvor der er til- og frakørsler til E45 Østjyske Motorvej, samtidig med at vejen forbinder Lund og området vest for motorvejen med Horsens.

Større kapacitet på Silkeborgvej rute 52

De to nye broer er begge længere end de gamle broer, som de skal erstatte, fordi der skal være plads til den udbyggede motorvej under dem. Og mens den nye bro på Korningvej har samme bredde som den bro, den erstatter, er den nye bro på Silkeborgvej markant bredere for at give det trafikale knudepunkt en fremtidssikret kapacitet.

Her er den nye bro ti meter bredere og 13 meter længere end den gamle bro, og den er designet med flere svingbaner og flere spor til ligeudkørsel.

Derudover har Vejdirektoratet omlagt og udvidet en strækning af Silkeborgvej rute 52 tættest på E45. Det betyder, at vejen fra østsiden af E45 og frem til Bygholm Bakker bliver firesporet med to spor i hver retning.

Samtidig lukkes adgangen til sidevejene på dette stykke, så trafikanter til områderne nord og syd for Silkeborgvej skal via krydset ved Bygholm Bakker. De færre adgange betyder, at trafikken får bedre betingelser, da der vil være et bedre flow, når der er færre ind- og udkørsler.

Midlertidig omvej og belægning

Den nye vej tages i brug med en midlertidig asfaltbelægning, og derfor kan trafikanter opleve mindre ujævnheder. Det sidste slidlag vil blive lagt i forbindelse med, at der også skal lægges slidlag på motorvejen på etapen ved <56a> Horsens V.

I den første tid efter åbningen skal trafikanter fra E45 i nordgående retning, som kører fra motorvejen ved <56a> Horsens V være opmærksomme på, at der er en lille omvej for at komme frem til Silkeborgvej. Der er skiltet med hvordan man kommer fra motorvejsfrakørslen mod henholdsvis Horsens og Silkeborg.

Beskyttet: DELICATEZZE pasta fresca

Der er intet uddrag, da dette er et beskyttet indlæg.

Annoncørbetalt Indhold

Dette indhold er beskyttet med adgangskode. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor.

5. maj 2026

Så godt som udsolgt: Lillebælt Marked får flere kræmmere end sidste år

Der bliver ekstra meget at gå på opdagelse i, når Lillebælt Marked igen indtager området under Den Nye Lillebæltsbro i dagene omkring Kristi himmelfart.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Lillebælt Marked

Arrangørerne melder nemlig om så stor interesse for stadepladserne, at markedet nu er så godt som udsolgt. Samtidig bliver årets marked større end sidste år, da en del af parkeringsområdet er taget i brug for at skabe plads til endnu flere kræmmere.

Middelfarts markedsdage i maj

Lillebælt Marked finder i år sted den 14., 15., 16. og 17. maj 2026, og traditionen tro bliver der lagt op til fire dage med kræmmerfund, livemusik, madboder, tivoli og hyggelig markedsstemning for hele familien.

Markedet, der beskrives som et af Danmarks smukkest beliggende kræmmermarkeder, byder på omkring 200 kræmmere og stande. Her kan besøgende gå på jagt efter alt fra loppefund og brugskunst til tøj, legetøj og andre gode sager.

Ud over kræmmerboderne byder pladsen også på øltelte, børnekræmmermarked, veterantræf, forlystelser, musikalsk underholdning og meget mere, som tilsammen er med til at skabe den særlige stemning, Lillebælt Marked er kendt for.

Åbningstiderne er:

Torsdag-lørdag kl. 9-20
Søndag kl. 9-16

Lillebælt Marked arrangeres af KIF Middelfart Fodstøtten.

29. april 2026

Bevægelse er ikke et motiv, men et vilkår: Ny soloudstilling af Martha Skou åbner på Horsens Kunstmuseum

Den 2. maj 2026 åbner Horsens Kunstmuseum dørene til Martha Skous første soloudstilling på et museum: STREAM OF STRINGS.

Af: Horsens Kunstmuseum | Foto: Bricks Gallery & Tan Vargas
Pressemeddelelse

Med udstillingen tager hun afsæt i et grundlæggende spørgsmål: Er det muligt at træde udenfor verden og betragte den, eller er vi altid allerede en del af dens bevægelser?

I en tid, hvor vores sansning i stigende grad formes gennem teknologiske systemer, og hvor relationen til det fysiske og det levende forskydes, undersøger Martha Skou, hvordan bevægelse, energi og materialitet præger vores måde at være i verden på.

STREAM OF STRINGS udfolder sig gennem tekstilinstallationer, keramiske relieffer, skulpturer og lyd. På tværs af materialer arbejder Martha Skou med kræfter og fænomener, vi normalt ikke registrerer direkte – som vibrationer, bølger og strømninger.

Hun lader dem træde frem som fysiske og rumlige erfaringer, hvor energien ikke fremstår som noget abstrakt. Den cirkulerer, forskyder sig og bevæger sig gennem både organiske og uorganiske materialer, på tværs af kroppe, rum og overflader.

Jeg har et fastlagt udgangspunkt, men prøver at følge de bevægelser, der allerede er i materialerne. Nogle gange føles det, som om værkerne opstår et sted mellem det, jeg gør, og det materialet selv vil, fortæller Martha Skou.

En udstilling i konstant bevægelse

Udstillingen indgår i et levende samspil med museumsgæsterne. Som gæst træder man ind i et kredsløb af påvirkninger, hvor bevægelser og forbindelser cirkulerer, og hvor grænsen mellem krop, rum og materiale løbende udtværes.

STREAM OF STRINGS inviterer museets gæster til at opleve sig selv som en del af udstillingen. Med sin eksperimenterende tilgang til materialer undersøger Martha Skou, hvordan energi og bevægelse kan omsættes til kunstneriske udtryk”, fortæller Julie Horne Møller, museumsinspektør på Horsens Kunstmuseum.

STREAM OF STRINGS åbner den 2. maj 2026 på Horsens Kunstmuseum og kan opleves frem til den 13. september 2026.

Udstillingen er gavmildt støttet af Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Statens værksteder for kunst, Familien Hede Nielsens Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden og Toyota Fonden.

Læs mere om udstillingen her.

Forladt cellegang åbnes for første gang i to årtier

Den 5. maj åbner Fængselsmuseet for en ny særrundvisning, hvor museets gæster for første gang får adgang til en hidtil lukket del af det tidligere statsfængsel.

Af: Fængselsmuseet | Foto: Fængselsmuseet
PRESSEMEDDELELSE

Afdeling 4. øst har været rømmet og stået tomt siden 2006, hvor de sidste fanger blev overført til Enner Mark Fængsel. Nu vækkes cellegangen til live igen som en del af museets formidling, hvor gæster kan booke sig på særrundvisningen ’Forladt’ og komme helt tæt på en uset del af fængslets historie og hverdag.

Tæt på flugthistorierne

På særrundvisningen kan gæsterne blandt andet høre dramatiske fortællinger om flugtforsøg fra fængslet. I en af cellerne kan man bl.a. se det tilmurede hul, der blev brugt til en spektakulær flugt i 1984, hvor en fange, flygtede gennem et hul i sin cellevæg, videre ind til nabocellen og derfra op på taget – og ud i friheden.

En frossen fortælling fra 2006

Cellegangen fremstår i dag i store træk, som da den blev efterladt i 2006. Væggene er malet grønne og udsmykket med motiver inspireret af nordisk mytologi, skabt af to fanger som en del af et aktiveringsprojekt. Små spor fra fortiden, som efterladte sedler, postkort, opvaskebørster og et gammelt spejl, giver et unikt indblik i livet bag murene og bidrager til fortællingen om stedet – også fra den sidste tid, hvor fængslet var under afvikling.

Særrundvisningen ’Forladt’ åbner den 5. maj 2026 kl. 11.00 og bliver en fast del af museets program resten af året. Det giver museets gæster en sjælden mulighed for at opleve en ellers utilgængelig del af Danmarks fængselshistorie.

Lillebælt Marked nærmer sig: Fire dage med kræmmerliv, musik og markedsstemning

Der er igen lagt op til festlige dage under Den Nye Lillebæltsbro, når Lillebælt Marked vender tilbage i Kristi himmelfartsdagene fra torsdag den 14. maj til søndag den 17. maj 2026.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Lillebælt Marked

Snart er der igen Lillebælt Marked, og traditionen tro bliver der noget for både børn og voksne. Hver dag åbner markedet klokken 9.00, og pladsen fyldes med kræmmere, tivoli, musik, underholdning og masser af hyggelig markedsstemning.

En tradition for hele familien

Lillebælt Marked har gennem årene været en fast tradition for mange familier, og også i år kan gæsterne gå på opdagelse blandt de mange stande.

Her bliver der mulighed for at finde alt fra loppefund og antikviteter til nye varer og gode tilbud. Samtidig sørger tivoliet for sjov og aktiviteter for familiens yngste.

Musik og oplevelser fra første dag

Åbningsdagen torsdag den 14. maj byder blandt andet på veterantraktorer, 6. juli Garden, helikopterflyvning og folkedans med Roerslev og Omegn.

Musikken får også god plads på programmet, hvor Tina Harbeck, Black Bird Duo, John Leø og Teddys Venner står for underholdningen.

Kræmmerliv og livemusik ved Markedskroen

Fredag den 15. maj fortsætter markedet med kræmmerboder og veterantraktorer, mens Skyline Band spiller ved Markedskroen fra middagstid.

Børnekræmmermarked og lørdagsstemning

Lørdag den 16. maj bliver der igen masser at opleve.

Her er der blandt andet børnekræmmermarked, helikopterflyvning og musik fra Nordfyns Blæserorkester, Johnsons Country Band, John Leø og Mystery of Midnight.

Veteranbiler runder markedet af

Søndag den 17. maj rundes Lillebælt Marked af med endnu en dag i kræmmerlivets tegn.

Her kan publikum blandt andet opleve veteranbiler ved Markedskroen.

Se det fulde program:

21. april 2026

SpeedwayLigaen ansætter Lars Holm som ny direktør: Erfaren erhvervsprofil vender hjem til sporten

SpeedwayLigaen tager endnu et markant skridt i udviklingen af dansk elitespeedway.

Af: SpeedwayLigaen | Foto: SpeedwayLigaen
Pressemeddelelse

Lars Holm er ansat som ny direktør for SpeedwayLigaen ApS, og med ham får ligaen en markant profil med dybe rødder i sporten, stærk forretningsmæssig erfaring og en klar ambition om at løfte SpeedwayLigaen til nye højder.

Det er lidt af en sværvægter, der sætter sig i direktørstolen for SpeedwayLigaen – Lars Holm bringer en sjælden kombination af stærk forretningssans og en livslang passion for speedway med sig. Han har blandt meget andet tidligere opbygget og solgt sin egen virksomhed, han har drevet succesfulde boutique-hoteller i Florida og så var han manden, der i 2006/2007 trådte til som mægler i en krisetid, hvor ligaen var tæt på at lukke med blot to overlevende hold. Hans sportslige CV tæller desuden en årrække som rådgiver for den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen i guld-årene 2003 og 2007-2008. Kombineret med erfaring som tv-kommentator på Grand Prix-serien kender han sporten fra alle vinkler – fra ryttergården til de bonede gulve.

Bestyrelsesformand Louise Laustsen ser ansættelsen som en vigtig milepæl i arbejdet med at styrke ligaen og lægger ikke skjul på forventningerne:

Lars Holm kommer med en helt særlig kombination af kommerciel handlekraft, erfaring, pondus og en dyb forståelse for sportens særlige DNA. Han kender miljøet, han forstår menneskerne i og omkring sporten, og han ved, at udvikling kræver både respekt for traditionerne og mod til at tænke større. Vi er meget glade for, at Lars Holm har sagt ja til opgaven, og vi er overbeviste om, at han bliver en stærk drivkraft i den videre udvikling af SpeedwayLigaen.

For Lars Holm er der også en særlig dimension i at vende tilbage til sporten:

Speedway har fyldt meget i mit liv, og derfor føles det også som at komme hjem igen. Jeg har stor respekt for klubberne, kørerne, de frivillige, sponsorerne og de mange mennesker i og omkring sporten, som hver eneste dag er med til at holde dansk speedway på et højt niveau. Det er en unik sport med en stærk kultur og et særligt engagement, som man mærker med det samme.

Klar til ligaens næste fase

Han lægger ikke skjul på, at netop ambitionerne er høje, og han ser store muligheder i ligaens næste fase:

SpeedwayLigaen står på et langt stærkere fundament i dag, end da jeg selv var med til at samle ligaen i en vanskelig periode. Det er et resultat af solidt og fornuftigt arbejde fra klubberne gennem mange år. Nu handler det om at bygge videre på det store potentiale. Vi skal turde løfte blikket og udvikle ligaen både sportsligt og kommercielt, styrke det økonomiske fundament og gøre det endnu mere attraktivt at være sponsor og samarbejdspartner. Vi skal styrke synligheden, skabe mere opmærksomhed omkring sporten og samtidig fastholde og udvikle det høje sportslige niveau, som allerede kendetegner SpeedwayLigaen i dag. Når man ser på de hold, der er tilmeldt i år, er der ingen tvivl om, at publikum kan se frem til speedway fra øverste hylde.

For Lars Holm handler næste skridt om at bygge videre på sportens stærke fundament og løfte ligaen ind i en ny fase:

Dansk speedway har sat et markant aftryk på verdenskortet fra Ole Olsen og frem til i dag. Det er en arv, vi skal værne om, men det er også et stærkt fundament for at tænke ambitiøst om fremtiden. Jeg kender sporten indefra – fra kørernes perspektiv til sponsorernes behov – og jeg er klar til at give den fuld gas for at sikre, at SpeedwayLigaen står endnu stærkere sportsligt, kommercielt og i offentligheden i de kommende år.

Samtidig lægger han vægt på, at ambitionerne også skal omsættes til konkret udvikling og langsigtet værdi for ligaen:

Jeg har stor respekt for opgaven foran os og for alt det arbejde, der allerede er lagt i ligaen gennem årene. SpeedwayLigaen står et godt sted i dag, men jeg ser også et stort uforløst potentiale. Vi skal bygge videre på det stærke fundament, styrke den kommercielle platform og skabe endnu mere værdi, synlighed og relevans for sponsorer og samarbejdspartnere. Der ligger et klart potentiale i at gøre SpeedwayLigaen endnu mere attraktiv som platform for erhvervslivet, og det skal vi forløse. Samtidig skal vi udvikle ligaen med respekt for sportens stolte traditioner. Jeg er klar til at give den fuld gas for at sikre, at SpeedwayLigaen fortsat er det naturlige samlingspunkt for dansk motorsport i verdensklasse.

Ansættelsen ligger i naturlig forlængelse af den retning, SpeedwayLigaen allerede har sat med etableringen af SpeedwayLigaen ApS. Ligaen har de seneste måneder taget væsentlige skridt mod en stærkere og mere professionel struktur, og direktørrollen er oprettet med et klart fokus på at løfte ligaen kommercielt og organisatorisk samt øge synligheden omkring sporten.

SpeedwayLigaen ApS ejes af Slangerup Speedway, Team Fjelsted, Holsted Tigers, Esbjerg Vikings, Grindsted Speedway, Region Varde Elitesport, SES – Sønderjylland Elite Speedway og Nordjysk Elite Speedway.

Få mere ro i hverdagen – kom til informationsmøde med LeveVis

LeveVis inviterer til informationsmøde om et nyt samtalegruppeforløb for voksne, der ønsker mere trivsel, overskud og ro i hverdagen.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: LeveVis

Informationsmødet finder sted tirsdag den 28. april kl. 17.00–18.00 hos Frivilligcenter Odder i VitaPark. Her kan du høre mere om forløbet LeveVis, som er gratis og anonymt, og henvender sig til dig, der oplever stress, uro, ensomhed eller føler dig overvældet.

Forløbet starter tirsdag den 5. maj og strækker sig over 11 tirsdage. Her arbejder deltagerne med at forstå sammenhængen mellem tanker, følelser og nervesystem – og får konkrete redskaber til en mere stabil og overskuelig hverdag.

Samtalegrupperne består af små hold med op til 9 deltagere og foregår i trygge rammer med erfarne frivillige gruppeledere.

Praktisk:

Sted: Frivilligcenter Odder, VitaPark
Dato og tid: Den 28. april kl. 17.00–18.00
Informationsmøde omkring opstart at nyt hold d. 5. maj
Pris: Gratis deltagelse

Der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding og info:

Kontakt projektleder Anita Trust på anita@frivilligcenter-odder.dk eller ring på tlf. 30 26 18 70 for at tilmelde dig, eller hvis du har spørgsmål.

Du kan også læse mere om informationsmødet og LeveVis her.