I årets undersøgelse har studentum.dk spurgt unge over hele landet, hvad der betyder mest i valget af studieby. Faglighed, karrieremuligheder, transport og socialt studiemiljø topper listen – og netop på karriereområdet markerer Horsens sigtydeligt.
Blandt 31 byer indtager Horsens en imponerende 4. plads i karrieremuligheder, kun overgået af København, Aarhus og Sønderborg. Placeringen bygger på data som jobopslag, startløn og lønudvikling og viser, at Horsens ikke kun er et godt sted at tage en uddannelse, men også en by, hvor studerende kan forfølge deres ambitioner og stå stærkt i overgangen til arbejdslivet.
Men Horsens er mere end karriere. Med en 8. plads i kultur, sport og fritid tilbyder byen også et aktivt studieliv uden for undervisningen. Fra koncerter i det ikoniske tidligere statsfængsel FÆNGSLET til teater, sportsaktiviteter og kulturelle arrangementer kan studerende skabe en studietid fyldt med liv, venskaber og uforglemmelige øjeblikke.
Horsens klarer sig også flot på uddannelsesmuligheder (nr. 12) og studiejobs (nr. 13), hvilket gør det nemt for studerende at finde det rette studie og opbygge relevant erfaring undervejs.
Med sin tilbagevenden til top 10 viser Horsens, at byen tilbyder attraktive rammer for studerende – ikke kun som studieby, men som et sted, man har lyst til at blive.
De unge har fortsat fagligheden i fokus
De nyeste tal fra Årets studieby 2025, baseret på en undersøgelse med svar fra 823 respondenter, viser, at fagligheden endnu engang er den vigtigste faktor for de kommende studerende. Derudover er det især det sociale liv på studiet samt transport- og karrieremuligheder der har stor betydning for, hvor de unge vælger at studere.
Her er Danmarks 10 bedste studiebyer i 2025
Forud for kåringen har studentum.dk adspurgt unge over hele landet, når det kommer til valget af kommende studieby. Det har resulteret i ti parametre, som studiebyerne er blevet bedømt ud fra.
I årets undersøgelse er der tale om følgende parametre: Faglighed, socialt miljø, gode transportmuligheder, gode karrieremuligheder, studiejobs, billig bolig, kultur-, sports- og fritidsaktiviteter, uddannelsesmuligheder, følelsen af tryghed samt byliv.
Danmarks ti bedste studiebyer i 2025:
- København
- Aarhus
- Aalborg
- Odense
- Kolding
- Esbjerg
- Herning
- Fredericia
- Sønderborg
- Horsens
Fra studentum.dk skal der lyde et stort tillykke til København, som igen i år indtager førstepladsen som Danmarks bedste studieby, samt til de øvrige byer i Top 10.
Hos studentum.dk er vi stolte over at kunne kåre Årets studieby i Danmark for syvende gang. Formålet har fra starten været at hjælpe de unge videre i deres uddannelsesrejse ved at give dem indsigt i, hvilke byer der bedst matcher deres behov. Vi ser, at selvom København og Aarhus ofte står øverst på listen, så har mange andre byer også meget at byde på. Derfor er det vigtigt at skabe et overblik, så kommende studerende kan træffe det bedste valg for deres fremtid, fortæller Tine Dührr, Communications Manager ved Keystone Education Group Danmark.
I den forbindelse har studentum.dk også oprettet en ny test, der kan hjælpe de studerende videre i deres søgen efter den helt rigtige studieby for dem: studentum.dk/aarets-studieby/test/
Fire nye byer på listen – men endnu ikke i Top 10
I år har studentum.dk ændret kriterierne for, hvad der definerer en studieby. Tidligere skulle en by have mindst to uddannelsesinstitutioner med videregående uddannelser, men i år er kriteriet, at en by skal have mindst én uddannelsesinstitution med minimum fem forskellige videregående uddannelser. Det har betydet, at fire nye byer er kommet på listen:
- Ballerup (nr. 31 ud af 31)
- Hjørring (nr. 15 ud af 31)
- Haderslev (nr. 21 ud af 31)
- Ærø (nr. 16 ud af 31)
Selvom ingen af de nye byer har formået at komme i Top 10, så markerer Ærø sig som en bemærkelsesværdig studieby, når det kommer til byliv. Faktisk ligger Ærø helt i top i denne kategori, idet byen har et imponerende antal spisesteder og steder, der serverer alkohol, i forhold til antallet af indbyggere.
Om undersøgelsen
Her kan I se hele undersøgelsen, læse mere om de enkelte studiebyer eller få indblik i metoden bag undersøgelsen.
Kåring og by-portrætter: studentum.dk/aarets-studieby/
Metode og bedømmelseskriterier: studentum.dk/aarets-studieby/arrets-studieby-metode-18584
