Endnu en donation på vej
Donationen markerer en milepæl i arbejdet med at genoprette havnaturen i Horsens Fjord, lyder det fra borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen:Det er fantastisk, at vi har fået tilsagn om en så stor donation fra Fjordfonden. Det er den hidtil største donation, vi har fået, og den gør det muligt at gennemføre flere store naturgenopretningsprojekter i Horsens Fjord. Jeg er enormt glad på naturens og horsensianernes vegne over den store opbakning, vi oplever. Faktisk ved jeg, at der er endnu en stor donation på vej - det vidner om, at dét, vi laver i Ren Horsens Fjord-projektet, er vigtigt og vækker genklang, fortæller Peter Sørensen.
Cirka 4.000 tons sten skal spredes
Fjordfondens donation er øremærket en række forskellige indsatser. Blandt andet skal støtten gå til at sprede sten ud i et cirka 21-hektar stort område af inderfjorden. Her skal stenene lægges ud på en måde, som kun sjældent er set i Danmark. Fordi der er tale om naturgenopretning, skal stenene nemlig lægges ud på en måde, så de genskaber tidligere tiders forhold. I Horsens Fjord betyder det, at stenene i flere områder skal lægges ud, så de ligger enkeltvis og altså ikke i større, huledannende rev-formationer - ligesom de gjorde tidligere, inden de blev fisket op af stenfiskere i løbet af 1900-tallet.Fordelen ved, at stenene spredes over så store arealer, er, at både muslinger og tang kan brede sig over store dele af fjorden. De har brug for sten at sætte sig på, og de spiller hver især vigtige roller i fjordens økosystem. Muslingerne, fordi de filtrerer vandet og dermed skaber bedre lysforhold for ålegræsset, og tangarterne, fordi de skaber skjulesteder for fisk og smådyr, lyder det fra Jonna Lund, der er biolog ved Natur og Miljø i Horsens Kommune.Foruden de spredte sten i inderfjorden skal donationen gå til at udlægge sten ved udløbet af Klokkedal Å. Her skal stenene udgøre et såkaldt smolt-rev, som forbedrer levebetingelserne for fiskeynglen i fjorden.
Borgerinddragelse skal skabe mere viden om fjordens tilstand
Mens størstedelen af Fjordfondens midler skal gå til marin naturgenopretning, skal også nogle af pengene gå til borgerinddragelse. Ren Horsens Fjord-projektet er nemlig i høj grad drevet af frivillige kræfter, og det arbejde er vigtigt at understøtte. Ambitionen er derfor, at endnu flere borgere får mulighed for at give en hånd med i årene, der kommer. F.eks. ligger der en vigtig opgave i løbende at dokumentere livet på og omkring stenene, og dét arbejde kan borgere sagtens hjælpe med. Netop det faktum, at der arbejdes med både marin naturgenopretning og borgerinddragelse i Horsens Fjord, har spillet ind på Fjordfondens beslutning om at donere penge til Ren Horsens Fjord-fonden:De projekter, som vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet, siger Mads Leth, bestyrelsesformand for Fjordfonden.
