23. april 2026

|

Pressemeddelelse

Første spadestik til ny sterilcentral i Horsens

Den nye sterilcentral skal fremtidssikre hospitalets drift samt forbedre arbejdsmiljøet og effektiviteten. Første spadestik til det nye byggeri blev taget den 23. april.

Første spadestik til ny sterilcentral i Horsens
Af: Regionshospitalet Horsens | Foto: Regionshospitalet Horsens

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Sterilcentralen på Regionshospitalet Horsens er siden 1970 blevet brugt til at vaske, sterilisere og pakke kirurgiske instrumenter og medicinsk udstyr til operationer og behandlinger på hospitalet.

Men centralen er nedslidt og i risiko for driftsforstyrrelser. Derfor afsatte Regionsrådet i 2025 130 mio. kr. til opførelsen af en ny sterilcentral i direkte forbindelse til hospitalets operationsgang.

Den 23. april kunne det første spadestik tages til det nye byggeri, som indrettes med moderne automatisering og teknologier. Det skal højne både arbejdsmiljø, effektivitet og driftssikkerhed.

Med den nye sterilcentral fremtidssikrer vi ikke blot driften på Regionshospitalet Horsens. Vi investerer i patienternes sikkerhed og i at levere høj hygiejne, som er helt afgørende for et hospital og for, at patienterne kan føle sig trygge, sagde regionsrådsformand Anders G. Christensen (V) ved markeringen af første spadestik til det nye byggeri.

Den nye sterilcentral bliver bæredygtighedscertificeret (DGNB-certificeringen, som er målrettet bygninger og byområder) og kommer således til at understøtte såvel social som økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

Det er vigtigt, at vi skaber gode rammer for medarbejderne og tænker langsigtet i vores investeringer. Den nye sterilcentral bliver et moderne og bæredygtigt byggeri, som understøtter både kvaliteten ibehandlingen og en stærk arbejdsplads mange år frem siger Jacob Klærke (SF), der er formand for Sundhedsråd Horsens

En vigtig del af en større plan

Den nye sterilcentral markerer et vigtigt skridt i udvidelsen og moderniseringen af Regionshospitalet Horsens. I over ti år har hospitalet gennemgået store forandringer bl.a. med nyt dagkirurgisk center, større akutafdeling og det nye byggeri 'Nye Nord' med moderne senge-, operations- og intensivstuer.

Samtidig er de gamle bygninger blevet totalrenoveret med nye installationer og tekniske løsninger.

Vi har brug for en ny og moderne sterilcentral for at sikre en god og tryg drift af akuthospitalet fremover. Det er et vigtigt skridt mod vores fælles mål om at skabe et mere sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen og med løsninger, som er gode for både patienter og medarbejdere siger sundheds- og hospitalsdirektør Henning Voss, Regionshospitalet Horsens

Den nye Sterilcentral forventes at stå klar i det første kvartal af 2028.

Event Information