Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Fonden for Andelskasserne i område Syd har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd på 144.000 kr. til fem lokale foreninger.
De fem modtagere er:
- Scleroseforeningen, Sydfyn modtager 10.000 kr.
- Stenstrup Billardklub modtager 34.000 kr.
- Foreningen Egebjerg bakker MTB-Spor får 35.000 kr.
- Madtutten modtager 15.000 kr.
- Ådalscenen får 50.000 kr.
Det glæder Mikael Skov, som er næstformand for Fonden for Andelskasserne i område Syd, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.
Uddeling af midler er vigtigt for os i fonden. Fonden er oprindeligt opstået fra de gamle Andelskasseområder, og vi er derfor glade for, at vi på den måde kan understøtte de lokale ildsjæle og udviklingen i lokalsamfundene, hvor vi stammer fra siger Mikael Skov
For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.
For nylig mødtes ildsjæle fra det lokale initiativ i Andelskassen i Svendborg for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Svendborg, Jens Madsen også.
Som områdets lokale bank er det dejligt at være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. Det er i vores DNA at give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, og det glæder mig at se, at pengene vil blive brugt til gavn for både børn, unge, voksne og ældre mennesker i lokalområdet siger Jens Madsen
På Andelskassens hjemmeside andelskassen.dk/om-banken/organisation-og-ledelse/fonde/fonden-for-andelskasserne-i-omraade-syd/ kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.
