30. april 2026

|

Pressemeddelelse

Danmark er klar til kvartfinalerne ved BWF Thomas & Uber Cup i Forum Horsens

BWF Thomas & Uber Cup i Forum Horsens er halvvejs – og Danmark er fortsat med i begge mesterskaber. Præstationens størrelse er ikke at tage fejl af: Danmark er én af blot seks nationer med begge landshold i slutspillet.

Danmark er klar til kvartfinalerne ved BWF Thomas & Uber Cup i Forum Horsens
Af: Sport Event Denmark | Foto: Lars Møller for Sport Event Denmark

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Kina, Japan, Thailand, Taiwan, Malaysia og Danmark. Det er de nationer, som har præsteret at spille begge landshold i slutspillet ved BWF Thomas & Uber Cup

Torsdag aften fra kl. 18.00 møder de danske damer Indonesien, og fredag er det Thailand, som de danske herrer står overfor.

Vi er naturligvis meget stolte over at være blandt blot seks nationer, der har begge landshold videre i slutspillet. Begge hold har kæmpet og præsteret over forventning. Ikke mindst har vi set nogle virkelig flotte indsatser af en række debutanter bl.a. Mette Werge og Amalie Cecilie Kudsk på damesiden og Ditlev Jæger Holm og Magnus Johannesen på herresiden. De har alle håndteret den store opgave utroligt flot og spillet lige op med – og presset – spillere og par, der er markant højere rangeret end dem selv. Det er meget positivt at se nogle yngre og mere uprøvede spillere steppe up og præstere på det danske landshold siger elite- og sportschef Jens Meibom, Badminton Danmark

Samtidig har Horsens vist sig fra sin bedste side. Solen har stået højt over den østjyske købstad og kastet lys over en byfest i midtbyen, hvor borgere, fans og internationale gæster har været med til at skabe en stærk ramme om verdensmesterskaberne.

De kommende dage er der lagt i kakkelovnen til endnu mere spænding i Forum Horsens, hvor verdens bedste badmintonspillere skal kæmpe om pladserne i semifinalerne og finalerne. Med Danmark i begge kvartfinaler er der alle muligheder for både nerve, drama og en stærk hjemmebane på tribunerne.

Når jeg fra de udenlandske delegerede hører, at det produkt, vi leverer i Horsens, fremstår som noget unikt i en positiv forstand, fyldes jeg med stolthed. Det bekræfter, at Horsens Kommune, Sport Event Denmark og Badminton Danmark er lykkedes med den fælles ambition om at sætte vores eget aftryk på BWF Thomas & Uber Cup. Vi påtager os værtsrollen med både stolthed og ydmyghed. Samtidig glæder det os naturligvis at se de danske landshold præstere på et niveau lig de største badmintonnationer, og vi ser frem til at byde alle danske badmintonfans velkommen til et slutspil i absolut topklasse siger direktør for Badminton Danmark, Kristian Pihl

Også hos Sport Event Denmark glæder man sig over både de danske resultater og stemningen omkring eventen.

Thomas & Uber Cup i Horsens viser præcis, hvad internationale sportsevents kan. De skaber store sportslige øjeblikke, stærke fællesskaber og en særlig energi i værtsbyen. Med Danmark i begge kvartfinaler er der lagt op til nogle fantastiske dage, hvor publikum kan være med til at løfte de danske spillere siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark

Der er stadig billetter til salg, og de danske hold får brug for massiv opbakning fra publikum, når kvartfinalerne spilles i Forum Horsens.

Event Information