09. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Region Midtjylland klar med nyt psykologtilbud til unge voksne

Den 1. oktober startede regionalt tilbud om gratis psykologbehandling til unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression eller angst. Region Midtjylland har åbnet fem nye ungeklinikker og samarbejder med private behandlere. En del af opgaven bliver at nedbringe stor venteliste.

Region Midtjylland klar med nyt psykologtilbud til unge voksne
Af: Region Midtjylland | Foto: . Region Midtjylland

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Unge med depression og angst skal have hurtigere adgang til hjælp. Det er tanken bag den nye ordning, som er en del af den brede politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien.

Den 1. oktober overtog regionerne ansvaret for den vederlagsfrie behandling af 18-24-årige med let til moderat depression eller angst. Unge, der bliver henvist af deres egen læge, får samtidig ret til at begynde behandling inden for 30 dage.

På landsplan står mere end 5.000 unge allerede på venteliste til behandling. Cirka 1.300 af disse i Region Midtjylland. De har alle nu modtaget et brev fra regionen om, at regionen har overtaget ansvaret for deres behandling.

Alt for mange unge kæmper med angst, depression og mistrivsel. Den lange venteliste viser meget konkret, hvor stort behovet for hjælp er. Vi får derfor en krævende start for tilbuddet, hvor vi både skal tage imod nye henvisninger og hjælpe de mange unge, som allerede venter. Vores mål er at få ventelisten ned så hurtigt som muligt samtidig med, at vi starter det nye tilbud, men det kommer til at tage noget tid siger Anders G. Christensen (V)

Behandling tæt på den unge

De nye regionale ungeklinikker er placeret i Aarhus, Horsens, Randers, Herning og Viborg. Samtidig har regionen indgået aftaler med private virksomheder for at sikre et tilbud tæt på de unge i hele regionen. Behandlingen varetages af psykologer og tilrettelægges efter den enkelte unges behov. Den kan foregå individuelt, i grupper eller digitalt.

De unge får et godt og fagligt stærkt tilbud, hvor behandlingen i højere grad kan tilpasses det, der virker for den enkelte. Samtidig sikrer vi – så vidt det har været muligt – at der er et behandlingstilbud i den kommune, man bor i siger Anders G. Christensen

Husk at aflyse

Det er egen læge, der skal henvise unge til det nye tilbud, og der er stor efterspørgsel. Allerede i løbet af den første uge er der modtaget mere end 400 henvisninger.

De mange unge, der allerede står på ventelisten, er blevet kontaktet via digital post med information om, at Region Midtjylland har overtaget ansvaret for deres behandling. Samtidig indeholder brevet mulighed for at give regionen besked, hvis man ikke længere har behov for en psykologtid. Regionen opfordrer til, at man hurtigst muligt melder afbud, hvis man ikke har behov for en psykologtid, da denne kan gives videre til en anden ung, der venter på behandling.

Fakta om det nye tilbud

  • Fra 1. oktober 2026 gælder den nye ordning for 18-24-årige med let til moderat angst eller depression.
  • Egen læge henviser til tilbuddet. Regionen skal senest otte hverdage efter modtagelsen af en tilstrækkeligt oplyst henvisning give besked om muligheden for behandling.
  • Behandlingen skal kunne begynde inden for 30 dage.
  • Det nye tilbud starter dog i en situation, hvor cirka 5.000 unge på landsplan står på venteliste. Det skyldes, at den vederlagsfri psykologbehandling til unge i en årrække har været underdimensioneret ift. behovet.
  • 1. oktober overtog regionerne tilbuddet. En vigtig del af opgaven, der er finansieret via Folketingets 10-årsplan for Psykiatrien, bliver således over en periode at afvikle ventelisten samtidig med, at der sikres hjælp til de nye, der henvises.
  • På grund af den lange venteliste kan det blive vanskeligt at overholde behandlingsgarantien på de 30 dage.

Læs mere om det nye tilbud her:

Psykologhjælp til 18-24-årige med let til moderat depression eller angst - Sundhed - Region Midtjylland

Nøgleord
SundhedPolitikBørn & unge
Event Information