Hele familien kan komme tættere på hospitalets hverdag og møde nogle af de mange medarbejdere, der arbejder med behandling, pleje, diagnostik, service og uddannelse, når Regionshospitalet Horsens åbner dørene til Åbent Hospital.
I hospitalets forhal kan gæsterne gå på opdagelse imellem en lang række stande og bl.a. få indblik i patientens vej gennem et akut forløb, høre om livet som bloddonor – og sågar melde sig som donor, prøve VR-briller, blive klogere på hospitalets arbejde med bæredygtighed og møde nogle af de elever og studerende, der uddanner sig på hospitalet. Mange af aktiviteterne præsenteres i børnehøjde, så de yngste gæster med fordel kan tage deres bamse med og fx besøge bamsehospitalet eller dosere ’medicin’ i form af M&M's.
Besøgende får også muligheden for at gå i dialog med nogle af politikerne fra Sundhedsråd Horsens.
Åbent Hospital er en mulighed for at opleve, hvor mange forskellige fagligheder og funktioner der skal til for at få et hospital til at fungere, og for at få adgang til områder og funktioner, man normalt ikke oplever som patient eller pårørende. Samtidig glæder vi os meget til at fortælle om det arbejde, vi er i gang med i Sundhedsråd Horsens for at skabe et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen siger Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Sundhedsråd Horsens
Bag kulisserne på hospitalet
En central del af Åbent Hospital er de mange guidede ture ud i de forskellige grene af hospitalet. Det er fx muligt at komme på tur til en operationsstue i Dagkirurgien og se noget af det udstyr, der bliver brugt under operationer. I Røntgen og Skanning kan man opleve en MR-scanning af frugter og få taget et røntgenbillede af sin egen bamse, og på Intensiv kan gæsterne besøge en simulationsstue og opleve det avancerede udstyr, der bruges i behandlingen af svært syge intensivpatienter.
På de guidede ture kan gæsterne også komme ud i kapellet, besøge hospitalets køkken, prøve hjerte-lunge-redning på livagtige fantomdukker, opleve fysio- og ergoterapeuternes forhindringsbane og besøge Psykiatrien, hvor forskellige hjælpemidler hjælper til at berolige og stimulere sanserne hos psykisk sårbare patienter.
Vi glæder os til at byde hele byen og andre interesserede velkommen til vores hospital den 6. september, og håber, at de besøgende går hjem med endnu større indsigt i og tryghed ved at være patient og pårørende på et hospital siger Caroline Frøsig Suhr, projektleder for Åbent Hospital 2026 på Regionshospitalet Horsens
Dagen igennem vil der være smagsprøver fra Hospitalskøkkenet og Livsstilscenter Brædstrup. Vi byder også på gratis baristakaffe og varm kakao, og gæster kan købe poke bowls, kage m.m. Regionshospitalet Horsens' medarbejderkor optræder desuden i forhallen kl. 11 og 12.
Praktisk information
Tid:
Søndag den 6. september 2026 kl. 10-14
Sted:
Regionshospitalet Horsens, Strandpromenaden 35A, 8700 Horsens
Tilmelding:
Ingen tilmelding. Alle er velkomne.
Parkering:
OBS: Betalingsparkering.
Se programmet og tidspunkter for guidede ture:
https://www.regionshospitalet-horsens.dk/tilbud/abent-hospital-pa-regionshospitalet-horsens/ Programmet er med forbehold for ændringer.
