Et team på fem medarbejdere i jobcentret er i dialog med mange af de berørte borgere, og samtidig er vores institutioner og kommunale afdelinger ved at finde opgaver, der bl.a. kan blive til de såkaldte nyttejobs, fortæller Michael Nedersøe, der er formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.Arbejdspligten indebærer kort fortalt, at integrationsborgere, der forsørges af det offentlige, skal arbejde op til 37 timer om ugen som bidrag til den ydelse, de modtager. Arbejdspligten kan bestå af forskellige aktiviteter, der alle har til formål at føre mod et job. Det vil primært være nyttejobs, men det kan også være virksomhedspraktik og job med løntilskud. Hvis man har ret til danskundervisning, kan dette også tælle med, dog maks. 15 timer.
Op mod 250 borgere bliver omfattet
Horsens Kommune forventer, at ca. 200 borgere vil være omfattet af arbejdspligten fra januar 2025. Efter et halvt år udvides målgruppen, så antallet vokser til ca. 250 borgere.P.t. har vi ca. 100 borgere i målgruppen, og allerede fra uge 28 og sommeren over deltog de allermest udfordrede i et opkvalificeringsforløb, der bl.a. handlede om dansk arbejdspladskultur og jobsøgning, fortæller Søren Møller Madsen, leder af Aktivitetsparate og Rehabilitering i Jobcenter Horsens.Mens virksomhedspraktikker kan etableres i både den private og offentlige sektor, må nyttejobs kun laves i offentlige institutioner. I nyttejobs skal der løses opgaver, som ellers ikke ville blive udført, og arbejdet må ikke træde i stedet for ordinært ansatte. For eksempel kan et nyttejob ikke bestå af pleje- og omsorgsopgaver, der løses af personalet i ældreplejen. Michael Nedersøe glæder sig over, at Horsens er på forkant med arbejdspligten;
Jeg har i mange år presset på for en arbejdspligt, fordi alt for mange indvandrere stadig er uden arbejde. Ca. 20 % af alle, der har modtaget kontanthjælp i Horsens Kommune i over 10 år, har ikke-vestlig baggrund. Det skal vi ha' lavet om på - ikke mindst, fordi det er godt for den næste generation at vokse op med forældre, der går på arbejde.Hvis man som virksomhed er interesseret i at høre mere om mulighederne for at ansætte indvandrere, evt. via praktik eller løntilskudsordning, er man meget velkommen til at kontakte Jobcenter Horsens på 76294801.
