10. august 2026

|

Pressemeddelelse

Fem lokalsamfund dyster om at blive Horsens Kommunes mest aktive lokalsamfund

Søvind, Vrønding, Sdr. Vissing, Nim og Tvingstrup går benhårdt efter sejren i dette års lokaldyst i Horsens Kommune.

Fem lokalsamfund dyster om at blive Horsens Kommunes mest aktive lokalsamfund
Af: DGI | Foto: Pernille Plagborg

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvor mange kilometer kan et lokalsamfund gå, løbe og cykle på to timer? Det finder de ud af i Søvind, Vrønding, Sdr. Vissing, Nim og Tvingstrup over den næste halvanden måned, når motionseventet Lokaldysten igen i år afholdes i Horsens Kommune.

De fem lokalsamfund har taget udfordringen op og dyster mod hinanden om at blive det mest aktive lokalsamfund i Horsens Kommune i 2026.

Et motionsevent, der skaber fællesskab 

Lokaldysten samler børn, unge, voksne og seniorer til en aktiv dag, hvor alle kan få sved på panden og smil på læben. Godt humør, kampgejst og sammenhold er det vigtigste for at deltage, mens alder og fysisk formåen ingen rolle spiller for at deltage.

Tre vinderchancer

Når den sidste dyst er afholdt er der i år hele tre mulige vinderchancer: Én for flest tilbagelagte kilometer fordelt på indbyggertallet i lokalsamfundet, én for flest kilometer tilbagelagt i alt og én for bedste forbedring siden sidste år. Vinderne i de tre kategorier hyldes til præmieoverrækkelse, når sidste dyst er afholdt og belønnes hver med 2.000 kr.

Første dyst finder sted i Søvind den 15. august efterfulgt af Vrønding den 29. august, Sdr. Vissing den 5. september, Nim den 13. september og Tvingstrup 19. september. I de fem lokalsamfund glæder man sig, og der er lagt op til nogle hyggelige dage med motion og hyggeligt samvær på tværs af generationer.

Lokaldysten er en del af Horsens Kommunes Bevæg dig for livet-indsats, der skal inspirere flere horsensianere til at bevæge sig. Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over, at Lokaldysten skaber aktive fællesskaber på tværs af generationer:

Lokaldysten samler hele lokalsamfundet om bevægelse og fællesskab. Her kan børn, forældre, og naboer være aktive sammen – uanset alder og niveau. Samtidig er det en god mulighed for, at de lokale foreninger og fællesskaber kan vise, hvad de tilbyder, så flere får lyst til at fortsætte med at være aktive, også når Lokaldysten er slut. Det er med til at styrke både fællesskabet og trivslen i vores lokalsamfund, siger Peter Sørensen.

Tredje gang Lokaldysten kommer til Horsens Kommune

Det er tredje gang, Lokaldysten afholdes i Horsens Kommune og i Søvind håber de på at slå Vrønding, der de sidste to år er løbet med sejren:

Lokaldysten giver et helt særligt fællesskab i Søvind. Vi mødes på kryds og tværs, hepper på hinanden og hygger os sammen – og samtidig giver det en god synlighed i byen. I år går vi efter at slå Vrønding, så vi skal have folk op af stolene, siger tovholder for Lokaldysten i Søvind, Else Marie Sørensen.

Horsens Kommune arrangerer Lokaldysten sammen med lokalsamfundene i Søvind, Vrønding, Sdr. Vissing, Nim og Tvingstrup samt DGI Sydøstjylland.

Fakta om Lokaldysten

Lokaldysten startede som en venskabelig konkurrence mellem to lokalsamfund i Viborg Kommune i 2013. Efterfølgende har det vokset sig endnu større, og i år deltager lokalsamfund fra store dele af landet, heriblandt fem fra Horsens Kommune.

Målet med Lokaldysten er at sætte fokus på idræt, bevægelse og sundhed – ikke mindst i fællesskab med andre.

Lokaldysten samler og aktiverer små lokalsamfund og skaber en aktiv fest, hvor alle kan være med - også dem i klapvogn og kørestol.

Som noget nyt i år er der tre vinderchancer i Horsens Kommune:

  1. Det lokalsamfund, som går, løber og cykler længst på to timer i forhold til antallet af indbyggere.
  2. Det lokalsamfund der tilbagelægger flest kilometer i alt.
  3. Det lokalsamfund med bedste forbedring siden sidste år.

Et lokalsamfund kan kun vinde i én af kategorierne.

Lokaldysten i Horsens Kommune finder sted i Søvind, Vrønding, Sdr. Vissing, Nim og Tvingstrup.

Søvind den 15. august efterfulgt af Vrønding den 29. august, Sdr. Vissing den 5. september, Nim den 13. september og Tvingstrup 19. september

Præmieoverrækkelsen finder sted efter sidste dyst.

Præmier på spil:

  • Flest tilbagelagte kilometer fordelt på indbyggertallet i lokalsamfundet 2.000 kr.
  • Flest kilometer tilbagelagt i alt 2.000 kr.
  • Bedste forbedring siden sidste år 2.000 kr.
Nøgleord
SundhedSportForeninger & frivillighed
Event Information