27. august 2026

|

Pressemeddelelse

Erfarne danskere søger arbejde i Grønland: Livskvalitet slår karrieretitler

Flere erfarne danskere søger mod Grønland for at få et arbejdsliv med mere mening, balance og nye oplevelser. Hos Grønlandsbanken mærker man især en stigende interesse fra folk i den sene karrierefase.

Erfarne danskere søger arbejde i Grønland: Livskvalitet slår karrieretitler
Af: Grønlandsbanken | Foto: PR

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Danskerne lægger i stigende grad vægt på balancen mellem arbejde og fritid, og flere vælger at forlade det traditionelle arbejdsliv i Danmark til fordel for en hverdag med nye rammer og oplevelser. Hos Grønlandsbanken har man oplevet en markant interesse for jobmuligheder i Grønland de senere år – blandt andet fra erfarne rådgivere og ledere fra den danske finansbranche.

– Vi oplever markant flere henvendelser fra danskere, der aktivt undersøger mulighederne for at arbejde i Grønland. For mange fylder livskvalitet og meningsfulde rammer lige så meget som karrieren og selve arbejdet, siger Patricia Lund Olsen, HR-chef i Grønlandsbanken.

Ifølge Christian Lyhne Ibsen, der er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, er det især personer med fleksible livssituationer, der tager springet.

– Det er typisk lettere for dem uden børn i skolealderen eller faste bindinger. Samtidig kræver det en vis risikovillighed. Nogle tiltrækkes af nye faglige muligheder, mens andre søger væk fra et arbejdsliv, der ikke længere giver det ønskede, og hvis arbejdsgiveren gør skiftet let og viser, at de virkelig vil have folk, så øger det også tiltrækningen. For mange handler det også om at udleve en eventyrlyst, siger Christian Lyhne Ibsen.


“Hvad er det værste, der kan ske?”

En af dem, der har taget springet, er Heidi Nielsen fra Horsens, som i 2021 flyttede til Nuuk efter at have arbejdet i over 30 år i danske banker i Østjylland – blandt andet i Odder og Aarhus.

– Jeg havde egentlig ikke tænkt, jeg skulle skifte job. Men mine voksne børn sagde, at jeg skulle gribe chancen. Så tænkte jeg: Hvad er det værste, der kan ske? Jeg kan jo altid tage hjem igen, siger Heidi Nielsen, der er teamleder i Grønlandsbanken.

I dag er datteren også flyttet til Grønland og bor sammen med Heidi. De har blandt andet gået den 165 kilometer lange Arctic Circle Trail sammen, og netop den storslåede natur og roen er blevet vigtige elementer i hverdagen.

– Jeg har naturen lige uden for døren og elsker at tage på vandreture fjeldene og sejlture i fjordene – det hele er lige i baghaven. Nærheden til naturen har også givet mig en anden tilgang til hverdagen. Vejret bestemmer meget, så man lærer at tage tingene, som de kommer, og det betyder også, at der ikke er den samme stress som i Danmark. Ting tager den tid, tingene tager, og det kan jeg godt lide, siger Heidi Nielsen og påpeger:

– Også fællesskabet, jeg oplever heroppe, er noget ganske særligt. Jeg synes, at vi er gode til at tage os af hinanden, og faktisk er kollegaerne i høj grad gået hen og blevet som en ekstra familie, og det betyder rigtig meget.


Rekruttering på et udfordret arbejdsmarked

Overordnet oplever man i Grønland, på samme måde som i Danmark, vanskeligheder med at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Derfor får rekrutteringen af danske specialister en stadig mere central betydning. I Grønlandsbanken har en målrettet indsats for at sikre attraktive rammer dog vist positive resultater.

– Når man flytter så langt væk, er det ikke kun selve jobbet, der skal være på plads. Det sociale liv, de praktiske forhold og hverdagen spiller en meget stor rolle. Derfor har vi fokus på onboarding, bolig og fællesskab, så nye medarbejdere hurtigt føler sig hjemme, siger Patricia Lund Olsen.

Grønlandsbanken er med mere end 60.000 kunder Grønlands største bank og har hovedkontor i Nuuk. Grønlandsbanken A/S er under tilsyn af Finanstilsynet. GrønlandsBANKEN

Nøgleord
Arbejdsmarked
Event Information