Danmarksmesteren i Matador vender tilbage
Han er kendt vidt og bredt som danmarksmesteren i Matador, og han har optrådt ikke mindre end fem gange i Horsens med sit one-man-show Fra Skjern til Varnæs, på bl.a. Horsens Ny Teater og Horsens Bibliotek. Det er selvfølgelig skuespiller og teaterproducent Nicolaj Cornelius, der er tale om, som denne gang kan opleves i rollen som komponisten Kai Normann Andersen. Med sig på scenen har han skuespiller og manuskriptforfatter Sune Svanekier, og selv om der kun er to medvirkende i forestillingen, så får d’herrer selskab af bl.a. Ellen Gottschalch, PH, Dr. Werner Best og Godsejer Edward Tesdorpf fra Gjorslev Slot.Jeg glæder mig meget til at bruge Teatersalen til professionelle teaterforestillinger, og til at præsentere publikum for netop denne forestilling, udtaler Chris Baadsgaard Frænde, chef for Frændes Madværk og aftenens kok for teaterbuffeten, og fortsætter: Forestillingen har høstet flotte anmelderroser, og er allerede udsolgt flere steder i landet, så jeg glæder mig over, at folk i Horsens og omegn får lov til at opleve den hos os.
80-året og 125-året
Der er en helt bestemt årsag til, at Cornelius’ Teaterselskab genopsætter forestillingen netop i år. Det er nemlig 80-året for Danmarks befrielse og 125-året for Kai Normann Andersens fødsel.Det kan ikke være mere rigtigt, end at opføre Kai Normann og Krigen netop i år – og netop i den tid, som vi lever i. Det er en spændende forestilling at overvære, når man ved, at handlingen virkelig har foregået, og så er det bare et godt spejl på verdenssituationen lige nu, fortæller Nicolaj Cornelius.Forestillingen er en rørende, medrivende og musikalsk forestilling om Kai Normann Andersens tid på Stevns under 2. Verdenskrig, og om hans og Ellen Gottschalchs flugt fra Gestapo med hjælp fra godsejer Edward Tesdorpf fra Gjorslev Slot. Forestillingen følger de virkelige begivenheder, der har udspillet sig på og omkring slottet, og indeholder nogle af de sange, Kai Normann komponerede under krigen, bl.a.: I dit korte liv, Jeg gi’r mit humør en gang lak og Man binder os på mund og hånd.
