Asfaltarbejde betyder spærringer og trafikomlægninger fra april til juli på E45 nord for Horsens
Trafikanter omkring 55 Horsens N på E45 Østjyske Motorvej vil møde smalle spor og perioder med spærringer af til- og frakørsler samt broen på Østbirkvej over motorvejen mellem den 13. april og den 3. juli. Trafikanter opfordres til at følge skiltningen og køre efter forholdene.
Vejdirektoratet skal have lagt slidlag på motorvejen mellem 55 Horsens N og 54 Ejer Bavnehøj samt på broen på Østbirkvej og til- og frakørslerne ved <55> Horsens N.
13. april begynder entreprenøren at lægge slidlag på selve motorvejen. Slidlaget lægges i den ene side af motorvejen først, og derefter i den anden. Det betyder, at trafikken skiftevis bliver ledt over i den ene side af motorvejen med to smalle spor i hver retning og nedsat hastighed til 80 km/t.
Trafikanter skal derfor være opmærksomme på overledninger hen over midterrabatten. Slidlagsarbejdet forventes færdigt den 3. juli.
I forbindelse med vejarbejdet vil der periodevis også være spærringer ved til- og frakørsel 55 Horsens N, som kan påvirke trafikken i og omkring Horsens.
