18. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Afdelingsledelse er klar til Borgernær Sundhed

Chefsygeplejerske Barbara Baden og cheflæge Anne Dindler kommer til at udgøre ledelsesteamet i den nye afdeling Borgernær Sundhed på Regionshospitalet Horsens.

Afdelingsledelse er klar til Borgernær Sundhed
Af: Regionshospitalet Horsens | Foto: Regionshospitalet Horsens/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den nye lederduo skal opbygge og lede den nye afdeling, som i 2027 får ansvaret for bl.a. akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladserne samt den patientrettede forebyggelse i de fire samarbejdskommuner Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg.

Målet er – sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere - at skabe endnu bedre sammenhæng i patientforløb gennem tæt koordinering, høj faglig kvalitet og fælles ansvar på tværs.

Det nære sundhedsvæsen er noget af det, vi brænder mest for, og som vi glæder os til at arbejde endnu tættere sammen om at udvikle i fællesskab med kommuner, almen praksis, vores kolleger på hospitalet og ikke mindst de kommende medarbejdere udtaler Barbara og Anne

Der er allerede etableret et stærkt fundament for gode, nære sundhedstilbud, og et godt samarbejde på tværs. Det skal vi nu bygge videre på, så vi i fællesskab får skabt endnu mere sundhed for borgerne i vores nærområde siger den nye afdelingsledelse

Barbara Baden tiltrådte allerede stillingen som chefsygeplejerske i Borgernær Sundhed den 1. maj. Hun kommer med leder- og koordinatorerfaring fra både Horsens Kommune og hospitalsvæsenet og har senest været chefsygeplejerske på hospitalets akutafdeling.

Anne Dindler bliver cheflæge den 1. august. Hun er speciallæge i geriatri og kommer dermed også fra et relevant speciale i forhold til de kommende opgaver. Senest har Anne haft en stilling som ledende overlæge i geriatri, Medicinsk Afdeling, hvor hun bl.a. har haft den lægefaglige ledelse af et sengeafsnit og en central rolle i flere omstruktureringer af hospitalets Klinik for Ældresygdomme.

Som lederteam kommer Barbara og Anne med en stærk pakke af kompetencer og erfaringer, som er både dybe og brede bl.a. på tværs af sektorer. De er begge to åbne, imødekommende og pragmatiske i forhold til at få tingene til at lykkes og med en lærende tilgang til ledelse. Det er et stærkt udgangspunkt for arbejdet med at understøtte og udvikle borgernære sundhedstilbud i fællesskab med vores samarbejdspartnere siger sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved, Regionshospitalet Horsens

Nøgleord
SundhedKommune
Event Information